Hacienda Monasterio er så afgjort en af områdets bedste vine. Høstudbyttet er uhyggeligt lavt (ca. det halve af Bordeaux 1. cru’er). Hacienda Monasterio består normalt af 80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot, men kan variere afhængig af årgangens beskaffenhed.
Duften er aromatisk og kompleks med noter af solbær, jordbær og kirsebær med strejf af viol, mynte, chokolade, cedertræ og grafit. Smagen er flot kraftig og tæt pakket med saftig og moden bærfrugt pakket ind i fløjlsbløde tanniner. En magtfuld Ribera men ikke uden elegance i den dvælende lange finish der afslører fine, mineralske nuancer. Vinen kan drikkes nu men har samtidig et stort lagringspotentiale og vil udvikle sig fornemt over de næste 10 år.
Der produceres årligt ca. 14.000 kasser på Monasterio, svarende til ca. 21 hl/ha. Der stilles meget store kvalitetskrav på Hacienda Monasterio, og det er almindelig praksis, at der udvælges kritisk ved den endelige blanding. Udbyttet før selektion ligger normalt på 26 hl/ha. Efter endt gæring forbliver en ikke ubetydelig del af vinen tilbage i presseresterne, hvoraf kun 5% anvendes i den færdige vin. Således er andelen af den vin, der løber fra gæringskarret af sig selv, helt oppe på 95%.
Når udbyttet er så ekstremt lavt, er det, fordi jordbundens vandforsyning og næringsrighed er meget begrænset. Der udplantes derfor med stor afstand mellem vinstokkene. Selvom nye opbindings-systemer er under overvejelse, og visse steder i brug, dyrkes Tempranillo overvejende i den traditionelle buskform - et system, der giver lavt udbytte pr. vinstok og dermed også pr. ha.
Hacienda Monasterio er et af Ribera del Dueros helt store navne. Vingården så dagens lys i 1990 og Peter Sisseck sluttede sig til projektet fra dets spæde start som vinmager. I 1995 startede han Pingus projektet men er forblevet direktør og chefvinmager på Hacienda Monasterio. Peter Sissecks ekstremt høje standard når det kommer til kvalitet i alle etaper, gennemsyrer da også vingården. Han har været inde over alt lige fra køb af vinmarker, til beslutninger om kun at anvende druernes egen naturlige vildgær, og beslutningen om at lagrer vinene på større, franske egetræsfade. Målet var at skabe vine der på allerbedste vis udtrykker Ribera del Dueros potentiale for kraftfulde vine, som samtidig har finesse og elegance. Og har han så nået sit mål? Ja! Det virker ikke som om det er muligt for Peter Sisseck bare at lave en ok vin, for selv om Hacienda Monasterio er en langt større vingård end Pingus, kaldes vinene for nogle af de bedste fra Ribera del Duero.