Altså smagt blindt vil de fleste uden tvivl sige tusind tak for et godt og ærligt glas Bourgogne. Men det siger bare noget om Gerhard og Michael Gutzlers evner udi i winemaking, men også hvor store fremskridt har gjort med Spätburgunder (Pinot Noir).
Der høstes i hånden, fermenteres på stål og modnes på egefade … med andre ord ret meget lige ud ad vinmarken. Og det er klart en vin, hvor frugten dominerer og hvor indflydelsen fra fadene er meget diskret.
Duften vækker billeder af modne vilde hindbær, smultron, urter, peber og også lidt bålrøg faktisk. Den sprællevende, friske smag byder især på hindbær, kirsebær og granatæblekerner på en måde, der lige kalder på et glas mere. Mega flot skruet sammen.
Jyllandsposten
En rigtig festabe af en pinot med en herlig lys kalket frugt og floral elegance. Næsen er let og luftig med en let pebret og saftspændt karakter. Dufter af smultron, urter, fadkrydderi og en smule bålrøg. Pokker letløbende, spillevende syre i fokus og finkornede tanniner, der bider fra sig i finalen og giver retning til al den sødmefulde frugt.
Gutzler er stadig lidt et insider’s tip, men nok ikke meget længere. For kvaliteten ligger år efter år på et skyhøjt niveau og det er ikke uden grund, at Gerhard Gutzler blandt andet er blevet hædret med titlen Red Wine Maker Of The Year i Tyskland. Hans Riesling-vine hiver med rette også topanmeldelser hjem i en lind strøm og der er på alle måder grund til at lette på hatten her … især når man også kigger på priserne. Topvin til yderst fornuftige penge!
Familien Gutzler har i mange generationer haft hjemme midt i det kalkstensprægede og bakkede Wonnegau i Rheinhessen. Indtil 1985, hvor Gerhard Gutzler tog over fra sin far, havde familien dyrket meget andet end vin. Men Gerhards passion for vinen gjorde, at al kærlighed og samtlige ressourcer blev målrettet vinproduktionen. Med tiden er der også blevet bygget et topmoderne produktionsanlæg, selvom det er i marken at forskellene skabes … hvilket Gerhard Gutzler ikke forsømmer en lejlighed til at understrege.
I dag arbejder Gerhard tæt sammen med sønnen Michael, der i en ung alder har vist sig at have arvet farens talenter … and then some. I skøn forening styrer far og søn de godt 13 ha med udgangspunkt i topmarker som Brunnenhäuschen og Morstein ved Westhofen og ikke mindst den legendariske Liebfrauenstift Kirchenstück lige midt i domkirkebyen Worms. Godt at vide, at vi i mange år frem kan glæde os til fremragende vine fra Gutzler. Så er det bare hvor længe de får lov til at bevæge sig lidt under radaren.