Lys, elegant og balanceret dessertvin med en livlig syre, flot mineralitet og sødmefulde noter af lynghonning, hvid fersken, ananas og orangemarmelade. Næsen fortryller med et væld af eksotiske noter – mango, honning, ananas, abrikos, orangeskal, lemoncurd, ingefær, safran og vanilje. I munden rig, sød og tykflydende med en helt vanvittig power, som balanceres forfriskende af den underliggende mineralske syre.
Coutet er det gasconske ord for ”kniv”, og det beskriver i virkeligheden glimrende vinene fra Château Coutet i Barsac: Knivskarpe, kraftfulde, sprøde og livlige. Og søde, naturligvis. Coutet, der har 1. cru-status, ejer 38 ha vinmarker med gamle stokke, som har rødder langt ned i en undergrund af kalksten og ler, og et exceptionelt mikroklima, der skaber optimale betingelser for botrytis.
Ejendommen stammer helt tilbage til 1200-tallet, hvor den blev opført som en fæstning. I 1643 begyndte man at lave vin her, og slottet var i en periode ejet af Lur-Saluces-familien fra Château d’Yquem.
De 38,5 ha vinmarker er beplantet med 75 pct. semillon, 23 pct. sauvignon blanc og resten muscadelle. Vinstokkene er i gennemsnit 40 år gamle. Druerne høstes manuelt ad flere omgange - og først når de er blevet angrebet af botrytis (ædel råddenskab). Vinifikation og lagring sker i egefade, hvoraf ca. 80 pct. er nye, i 18 måneder.
Leveres i original trækasse ved 12 fl.